Balu

Fortalt af Preben Balu Jensen, red. af Jørgen

På værftet var mestre og formænd ofte nogle hårde hunde, men ligeså ofte med glimt i øjet

Balu fortæller om en, Lorenz: Vi skulle svejse løftebeslag på nogle benzinbeholdere. Det behøvede jo ikke nødvendigvis at være helt ufarligt, så vi spurgte ham: er de sikre? Ja sagde Lorenz - men læg for en sikkerheds skyld læg dit navn i porten, så vi kan underrette din familie.

En dansende bjørn på arbejde

Balu's øgenavn er ikke helt ved siden af, hvis man har set ham glad!

Balu - tidligere tillidsmand for svejserne og næstformand i fællesklubben har mange historier at fortælle. Jeg fik ved et besøg i hans hjem et lille udpluk, som jeg hermed leverer videre. Preben skriver heldigvis dagbøger og har gjort det i mange år - og jo - de er testamenteret videre.

Om Per Knudsen (ræven), en meget rød fællestillidsmand fortæller han om en episode, der udspillede sig ude om bord.: Balu fik den lette tjans med at svejse ovenned rundt om en forstærkning i et hul i dækket, Per var mere rutineret svejser og tog den under op. Jørgen, Pers bror, kom forbi og kiggede i gennem hullet - er det ræven?, spurgte han. I samme øjeblik som Balu svarede bekræftende tog Jørgen en mukkert og hamrede ned i dækket lige over hovedet på ræven - Jørgen flygtede og blev ikke fanget, selvom Ræven kom flyvende op af hullet med dampen stående ud af ørerne.

Balu havde nogen rigtig gode venner fra bagenkop. - vi skulle dokke ud - og de hårde bananer fra bagenkop dokkede skibet ud. Vi sad nede på trappen, ret ugenert - man kunne kun komme ud i dokken ad en smal planke, når uddokningen var igang. Men Frederiksen, produktionsshefen forcerede altså uset planken og pludselig stod han der foran 7-8 mand, der hyggede sig med smørrebrød med Holger Bagenkopper forrest. Frederiksen: sidder I bare her på jeres røv - ville I måske have det, hvis I var mig? - ja, svarede Holger: det her stykke med røget ål vil jeg fanme have, men du kan godt få et stykke med leverpostej.

Direktøren var ikke så ringe endda

Balu lægger ikke skjul på, at han respekterede direktør Glente, både som modpart i de forhandlinger som han deltog i for fællesklubben, men også for hans personlighed.

Som eksempel på det sidste fremdrager han en episode, som udspillede sig på beddingen, hvor man havde fået tiltusket sig nogle presenninger og deraf fremstillet en lille hule. Poul Erik Ollerup, Leo Kat og et par stykker mere havde sneget sig derind og sludrede lidt over en kop kaffe.

Direktør Glente kom op langs beddingen og rev presenningen til side: 'Sidder i bare her, sådan nogle røvhuller'. Folkene var ved at skide i deres tøj over denne opsang, og Leo spurgte kort efter episoden Balu: 'For helvede da - hvad sker der med os nu?' - 'Der sker ikke mere', kunne Balu svare - 'han har sagt, hvad han mener om jer'. Og sådan blev det - der skete ikke videre i den sag.

'Svejsemester Lukas snakkede meget med mig', fortæller Balu og fortsætter: Han var egentlig en flink mand, men han ville dominere alting, både på arbejde og hjemme. En dag fortalte han om, hvordan han havde irettesat sin datter, som på fynsk havde sagt: 'jeg kan ik hitte det'. Det hedder: 'jeg kan ikke finde det', havde Lucas fortalt sin datter, hvorefter hun svarede: 'Hvorfor hedder det så hittegodskontoret?'

Den flyvende hollænder

Preben fortæller om sin ven Claes, som omkom ved en arbejdsulykke på værftet:

En dag kom Claes og jeg op i tutten - vi var 4 - 'sæt jer ned jeg giver - jeg har vundet i lotto', sagde Claes. - det viste sig senere, at det var 15 kroner, men Claes lod ikke gerne chancen for en lille fest gå fra sig.

Claes var hollænder og stolt af det faktum.

Således var det ikke usædvanligt at han når vi klunsede udbrød: 'jeg gider ikke når I spiller sammen, I indfødte!'

Vi røg ål for ham og spurgte siden 'var de fine ålene?' - 'ja jeg spiste den sidste i går, mens de indfødte så på (det var konen og børnene)'

Claes havde et lille skib og vi var ude at sejle. Datteren hoppede over siden i sit badetøj, hvorefter Claes to badelejderen op: 'Du var fræk for lidt siden - nu kan du bare svømme ind til de indfødte'.

115 000 samledes ind til familien, da Claes døde - hele værftet donerede lønnen for en halv arbejdsdag.

Piger, Damer og Tøser

En dag efter jul sagde Claes engang til mig: 'fik du nogen gode gaver' - nej svarede jeg, 'der var ikke nogen thaipige under juletræet' - 'men grethe ville ikke have syntes om det.' hvorfor spurgte Claes: 'har i ikke plads derhjemme?'

Men det var ikke kun for sjov, for Claes kendte til Balus svaghed for det svage køn, og Balu fortsætter:

Min gamle far lå på plehjemmet og her mødte jeg en sygeplejerske fra Fåborg: 'Hvad fanden er det ikke Bente?' - 'Jo, jeg passer din gamle far.' Fraskilt var hun, og måske lidt på stoffer: 'Kigger du ikke ud en dag?'

Mit bestyrelsesarbejde gav mig mange undskyldninger, så det udviklide sig og til sidst blev lidt for meget. Bente havde tillidsmandsrummets telefonnr, og det uundgåelige skete - hun ringede en dag, jeg ikke var der. Heinz tog telefonen, og meddelte på værkstedet, at der der var telefon til Preben - Hugo, min plejesøn tog telefonen.

Da vi cyklede hjem sagde han: 'Vil du med på Kasino og have en bajer?' Der spurgte han mig: 'Hvad har du gang i, gamle - kvindfolkene ringer til dig ovre på værftet?.' Myggen kom ligeledes ind til mig - 'hvad fanden er det for nogle kvinder der ringer til dig?' - Jo, Grethe vidste det nok godt.

Og en tur med sporvognen

Mens Balu arbejdede i københavn var han engang ude med makkerne og et par af dem, heriblandt Balu blev lidt sultne. Damen i grillen var sød, og de spurgte hende om hun ville med ud og have en øl, når hun lukkede. Balu fik ret hurtigt manøvreret hende hen på et andet værtshus for sig selv og de endte i hendes lejlighed.

Over sengen hang et skilt fra en sporvogn: 'Billet løses ved påstigning'

Oplevelser med Fællesklubben

På kursus på sid-skolen spurgte en journalist: - hvad mission har du på værftet - jeg er næstformand i fællesklubben sagde, Preben- journalisten: hold fast i det - for så kan du kritisere til begge sider.

Preben var vellidt blandt kollegerne og kunne godt have forfulgt sine ambitioner og gjort noget for at blive fællestillidsmand - men tilføjer: 'Der er så meget elektronik, computer og registrering i det, og det var Heinz (fællestillidsmanden, red.) en knag til.

Heinz var god til at organisere, og organiserede også fællesklubbens 50 års jubilæum - Glente og frue var inviteret med, men ikke andre fra direktionen. Preben havde haft slidte nerver og været syg en tid og Heinz sagde: Glente og jeg holder tale. Glente holdt tale med den sædvanlige melodi: 'Uden værftet ingen fællesklub, intet arbejde' - og Heinz sang lidt med. Nu ville Balu gerne have ordet også - Heinz: 'det er ikke planlagt.'

Nu holdt Balu en tale, der startede med 'Nu har vi hørt om hvor skidt det går, men her er en historie fra det virkelige liv', hvorpå han fortalte historien om hvordan man på VÅV havde diskuteret om man skulle gå med til en kollegas begravelse og dermed miste 3 timer på lønningssedlen. Kun 3 gik med, men på lønningsdagen fik de fuld løn, så alle de andre fik lidt at tænke over.

Glente ville give en bajer - det var den bedste tale, sagde han - pjat med dine nerver. Han havde også fået noget at tænke over.

Efter Jubilæet tilbød Glente at køre de to tillidsmænd, Daffy og Balu, hjem. Daffy og Balu ind bag i, men Glente skulle lige forbi værftet og hente noget. Daffy og Balu så, hvordan portneren fik et chok, da han opdagede, at der sad timelønnede bag i direktørens bil. Glentes kone blev sat af hjemme, inden Daffy og Balu blev kørt hjem, og hun ringede senere og spurgte om han kom hjem og spiste, men 'Vi var kørt en tur forbi Lehnsskov her i september for at kigge på piger.', siger Balu.

På et møde om planlægning for den kommende uge sagde Frederiksen, ganske på eget initiativ: 'Og jeg skulle hilse fra Glente og sige, at man var utilfreds med at man var gået hjem, da Claes Aggermann døde.' Hertil var svaret: 'Frederiksen, jeg er nødt til at sige: hvis en medarbejder bliver slået ihjel går vi hjem, hvis Glente bliver slået ihjel går vi hjem - hvis du bliver slået ihjel går vi muligvis hjem.'

Historier fra gamle dage

Gamle Søren har også været tillidsmand for klejnsmedene under krigen, hvor direktør Fisker regerede. De kunne ikke få materiel - der blev mine spængt på værtet - og de måtte selv have handsker med hjemmefra. En dag havde tysken havde taget fisker som gidsel for at få medarbejderne i arbejde. Senere var der kommet handsker, igen, men direktør Fisker var påholdende: 'Vi har ikke råd'.

'Nej', sagde søren, 'men der var ikke npoget galt da vi gik ned og arbejdede for at du kunne blive reddet fra tysken.' Og så fik de handsker igen.

en kjelsmed vill have forskud fra fieker fordi datteren var død søren kaldes op og får histoeien - han havde fået et forskud fisker og fruen havde grædt hele aftenen og ledt efter dødsannncen i flere dage men den kom aldrig: hvade gør vi ved sådan en mand - jo sagde søren - fyr ham.

Bogholder madsens bedragerisag

Edward fra Ballen havde arbejdet på værftet og havde derefter været ude at sejle i lang tid.

Edward kom hjem og spurgte bogholder Madsen om sine feriepenge
Madsen: de er gået videre i feriefonden
Edward: jeg skulle hilse fra din fætter, ham har jeg sejlet sammen med
Madsen: hvor mange penge var du skulle have (fætteren vidste vist godt, han var en fusker)

kort tid efter blev madsen taget for bedrageri.

Fisker: pengene må jo have været der, pengene må jo så have været der. Han forstod ikke, hvor alle de feriepenge var blevet af